• Dødelige skovbrande sender Chile i undtagelsestilstand

    Source: BDK Borsnyt / 02 Feb 2024 23:57:54   America/New_York

    Chiles præsident har fredag erklæret undtagelsestilstand, efter at ti personer ifølge chilenske embedsmænd frygtes omkomne i skovbrande. Skovbrandene meldes at gælde regionen Valparaiso, som ligger i den centrale del af landet. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Hundredvis af hjem er truet af brandene, lyder det. De ti personer, der frygtes at have mistet livet i brandene, er et "foreløbigt" tal, siger embedsmændene til AFP. Chiles præsident, Gabriel Boric, har erklæret undtagelsestilstand "på grund af katastrofe". Ifølge ham skal undtagelsestilstanden bidrage med at skaffe "alle de nødvendige ressourcer" til at bekæmpe brandene. Brandene er koncentreret omkring byerne Vina del Mar og Valparaiso, som begge ligger i regionen Valparaiso og er populære blandt turister. Her har flammerne hærget store skovområder og gjort det nødvendigt at evakuere flere steder. Alene i Valparaiso er omkring 480 hektar blevet brændt ifølge de nationale skovmyndigheder i Chile (CONAF). Brandene har fået kræfter fra en hedebølge, der har præget sommeren i landet. Sommeren i Chile varer fra omkring december til februar. Også tørke har spillet en rolle. Den har påvirket den sydlige del af Sydamerika og er forårsaget af vejrfænomenet El Nino. Mens både Chile og Colombia kæmper med de stigende temperaturer, kan hedebølgen i de kommende dage også have kurs mod Argentina, Paraguay og Brasilien. Også i februar sidste år var landet ramt af skovbrande. Det skyldtes ligeledes en voldsom hedebølge, som udløste hundredvis af skovbrande og kostede 22 personer livet. Dertil efterlod brandene 554 personer med skader. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/doedelige-skovbrande-sender-chile-i-undtagelsestilstand
Share on,